Om boligerne

Bebyggelsen - Ny Moesgård - består af 83 boliger med smukke og enkle linjer og med en helt unik beliggenhed i Skåde Bakker med kun 100 m til Marselisborgskoven og og 1,2 km til stranden. 

Boligerne er opført i tre rækker huse, der følger det skrånende terræn. Der er en højdeforskel på 15 m mellem grundens højeste og laveste punkt.
Mellem og rundt om husene er der græs eller vildeng. 

Facaderne er vandskuret og står i en lys sandstensfarve. Vinduerne er store og anbragt i flugt med facaden. Taget har ingen udhæng og er beklædt med zinkplader. I kip er der en række karakteristiske ovenlys som aflange lanterner.

Lejlighederne har forskellige indretninger i størrelser fra 72 - 126 kvadratmeter og med 2 eller 3 rum og i et, to eller tre plan. Alle lejligheder har en terrasse og/eller altan.

Til hver lejlighed er tilknyttet et tørt, opvarmet kælderrum samt to fællesrum til cykler.

Desuden er der til hver lejlighed tilknyttet en overdækket og nummereret carport. Der er mulighed for at købe en privat ladestander til el-bil. 
I forbindelse med carportene er der en vaskeplads med el-stik.I området er der god og gratis gæsteparkering. 

Der er en legeplads til de mindste, med legehus, gynger og sandkasse samt borde og bænke. I umiddelbar nærhed er der et overdrev med får, der gerne vil fodres og klappes.

Desuden er der en udendørs petanquebane.

Ejerforeningen råder over 2 gæsteværelser, som kan udlejes til beboerne.

I begyndelsen af 2024 bliver der lagt fibernet ind i området, og hver lejlighed får mulighed for at blive tilsluttet fibernettet.


Ny Moesgård, der er opført i 1999 og tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller, har modtaget Aarhus kommunes præmie for kvalitetsbyggeri med særlige arkitektoniske kvaliteter.