Information til nye beboere

Bestyrelsen vil gerne byde dig velkommen som ny beboer på Skåde Skovvej.

Med disse informationer, håber vi, at du nemt og hurtigt føler dig hjemme her.

Her kan du læse om følgende:

1. Hjemmeside

2. ProBo – Foreningens kommunikationskanal

3. Bestyrelsen

4. Parkering og ladestandere til elbiler

5. Cykler

6. Affald og storskrald

7. TV og internet og fibernet

8. Gæsteværelser

9. Brug for hjælp

10. Fællesskaber

11. Hjertestarter

12. Vedligeholdelse af fællesarealer

13. Newsec – ejerforeningens administrator

14. Ejerforeningens husorden og vedtægter.

15. Skåde Bakker - Fælles grundejerforening.


1. Hjemmeside

Her på ejerforeningens hjemmeside kan du bl.a. læse om boligerne samt området omkring Skåde Skovvej.

På hjemmesiden finder du ejerforeningens husorden og vedtægter samt login til Probo, som er foreningens kommunikationskanal.

2. Probo (Foreningens kommunikationskanal)

Bestyrelsen sender nyheder samt beskeder til beboere via Probo, og du kan selv skrive og læse opslag fra andre beboere på Probos opslagstavle.

Det er vigtigt for kommunikationen, at du er tilmeldt Probo både som ejer og som lejer.

Er du ejer: Har du ikke allerede modtaget en mail fra administrator med invitation til oprettelse på Probo, bedes du skrive til Newsec (administrator) for at blive oprettet.

Er du lejer: Det er din udlejer, der sørger for, at du får adgang til Probo.

Du finder login til Probo her på hjemmesiden.

3. Bestyrelsen

Ejerforeningens bestyrelse består af 5 medlemmer og 2 suppleanter valgt på ejerforeningens årlige generalforsamling. Bestyrelsen holder møde hver eller hver anden måned.

Bestyrelsen sender et nyhedsbrev til beboerne på Probo med jævne mellemrum.

Generalforsamlingen, som er ejerforeningens øverste myndighed, bliver afholdt hvert år inden udgangen af april.

I ejerforeningens vedtægter kan du læse om bestyrelsens opgaver og ansvar samt om generalforsamlingen.

Du kan kontakte bestyrelsen via Probo her på hjemmesiden. 

4. Parkering og ladestandere til elbiler

Hver lejlighed har råderet over en nummereret carport.

Hvert år ved årsskiftet får du tilsendt en p-tilladelse til din nummereret carport, som gælder et år. Det er vigtigt, at du altid har din p-tilladelse i forruden, når du parkerer i din carport. Det er Q-park, der kontrollerer, og det er dyrt at glemme det.

Uden for carportene, på de mørke fliser, er der gratis parkering for foreningens gæster.

Ved carportene er der en vaskeplads med el-udtag. Pga. frostrisiko lukkes vandet i perioden 1. november til 31. marts.

Der er mulighed for at købe brugsretten til en carport med ladstander til el-biler. Henvendelse til bestyrelsen via Probo.

5. Cykler

Der er to aflåste cykelrum i området.

Der er trængsel i cykelrummene, derfor henstiller bestyrelsen til, at man kun har én cykel pr. person i husstanden.

En gang om året bliver der ryddet op og ud i cykelrummene. Information sendes ud på ProBo.

6. Affald og storskrald

Vi opfordrer alle til at sortere affald og aflevere det i de rette affaldsbeholdere. Affald må ikke anbringes uden for de dertil indrettede områder.

Storskrald anbringes ved affaldsrummet ved carportene og stilles tidligst ud aftenen før afhentning og senest dagen for afhentning kl. 06.

Du skal selv bestille afhentning af storskrald på Kredsløbs hjemmeside.
Klik her

Har du mulighed for det, så kør helst selv dit storskrald på genbrugsstationen.

7. TV og internet og fibernet

I lejlighederne er der tilslutning til fællesantenne. Det er Newsec, der administrerer til- og framelding af grundpakken hos YouSee. Ved tilvalg af flere tv-kanaler kontakter man Yousee direkte.

Beboerne sørger for sit eget internet. 

Medio 2024 får ejendommen lagt fibernet ind i de lejligheder, der ønsker det.  

8. Gæsteværelser

Ejerforeningen råder over to gæsteværelser, som kan lejes af beboerne via et booking-system.
Bookning foregår her på ejerforeningens hjemmeside. Login og klik på Faciliteter/booking.

9. Brug for hjælp

Har du brug for hjælp, hvis noget går galt i fælles ejendommen, kan du kontakte bestyrelsen via Probo.

10. Fællesskaber

På ejerforeningens fællesarealer er der en legeplads til de mindste og en petanquebane, som kan benyttes af alle. Der er mulighed for at være med i et fællesskab om urtehaverne, som er etableret på området neden for petanquebanen. Henvendelse til bestyrelsen, hvis du gerne vil være med i havefællesskabet. I august måned afholder ejerforeningen en sommerfest for alle beboere. Festen bliver annonceret på Probo.

11. Hjertestarter

Uden for gæsteværelserne hænger en hjertestarter. Du er velkommen til at åbne skabet og se, hvordan hjertestarteren ser ud.

Bestyrelsen har ansvaret for hjertestarteren.

Hjerteforeningen udbyder gratis hjerteredderkurser med intro til genoplivning og brug af hjertestarter. Ved tilmelding af en gruppe på minimum 5 personer kommer instruktøren til jer.

12. Vedligeholdelse af fællesarealer

Ejerforeningen har aftaler med professionelle firmaer, der varetager vedligeholdelsen af vores fælles arealer - græsplæner, trappevask samt rengøring af facader ved indgangspartierne.

Kontakt til firmaerne går gennem bestyrelsen.

13. Newsec – ejerforeningens administrator

Newsec er ansvarlig for ejerforeningens daglige administration.

  • Kontaktperson:
  • Maria Kubert Porter.  
  • Telefon 45 26 05 85. 
  • Mail maria.porter@newsec.dk 

Hovednummer til Newsec: 45 26 01 02.

14. Ejerforeningens husorden og vedtægter

Vi opfordrer til at gennemlæse – og overholde – ejerforeningens husorden og vedtægter, som er vedtaget på ejerforeningens generalforsamling.

Hensigten er at give overordnede retningslinjer, som sikrer, at vi kan færdes og leve, så vi ikke generer – men gerne beriger hinanden og sådan, at området og bebyggelsen er attraktiv for os alle.

Du kan finde husregler og vedtægter her på hjemmesiden.

15. Skåde Bakker - fælles grundejerforening

Skåde Bakker er en fælles grundejerforening for E/F Skovhusene, Handelsfagskolen og E/F Skåde Skovvej.

Foreningen er os pålagt i lokalplanen og har til opgave at varetage drift af fælles arealer og anlæg. Dette omhandler fælles adgangsvej fra Ny Moesgaard Vej til vores interne veje, fællesarealer langs vejen, arealer ved søen og overdrevet mod øst. Overdrevet er udlånt til fårehold.Opgaverne omfatter vejvedligehold og snerydning, skiltning og belysning, vedligehold af græs/overdrevsarealer og evt. bevoksning.

Den fælles grundejerforening har sin egen økonomi med bidrag fra de tre parthavere.

Foreningen har en bestyrelse med repræsentanter fra de respektive foreningers bestyrelse.